FN's generalsekretærs erklæring om afslutning af COP27 i Egypten

Jeg takker vores værter – den egyptiske regering og COP27-præsident Sameh Shoukry – for deres gæstfrihed.

Jeg vil også gerne anerkende Simon Stiell og FN's klimaændringsteam for alle deres indsats.

Og jeg hylder de delegerede og medlemmer af civilsamfundet, der kom til Sharm el-Sheikh for at presse ledere til reel klimahandling. Det er det, vi har brug for.

COP27 fandt sted ikke langt fra Sinai-bjerget, et sted, der er centralt for mange trosretninger og for historien om Moses eller Musa.

Det passer. Klimakaos er en krise af bibelske dimensioner.

Skiltene er overalt. I stedet for en brændende busk står vi over for en brændende planet.

Denne konference har fra begyndelsen været drevet af to overordnede temaer: retfærdighed og ambition.

Retfærdighed for dem i frontlinjen, der gjorde så lidt for at forårsage krisen - inklusive ofrene for de seneste oversvømmelser i Pakistan, der oversvømmede en tredjedel af landet.

Ambition om at holde 1.5 graders grænsen i live og trække menneskeheden tilbage fra klimaklippen.

Denne COP har taget et vigtigt skridt mod retfærdighed.

Jeg glæder mig over beslutningen om at oprette en tabs- og skadefond og at operationalisere den i den kommende periode.

Det vil klart ikke være nok, men det er et tiltrængt politisk signal for at genopbygge brudt tillid.

Stemmerne fra dem i frontlinjen af ​​klimakrisen skal høres.

FN-systemet vil støtte denne indsats hele vejen.

Retfærdighed bør også betyde flere andre ting:

Endelig at leve op til det længe forsinkede løfte om 100 milliarder dollars om året i klimafinansiering til udviklingslandene;

Klarhed og en troværdig køreplan for at fordoble tilpasningsfinansiering;

Ændring af forretningsmodellerne for multilaterale udviklingsbanker og internationale finansielle institutioner.

De skal acceptere mere risiko og systematisk udnytte privat finansiering til udviklingslandene til rimelige omkostninger.

Men lad os være tydelige.

Vores planet er stadig på skadestuen.

Vi er nødt til at reducere emissionerne drastisk nu – og dette er et problem, som denne COP ikke behandlede.

En fond for tab og skade er afgørende – men det er ikke et svar, hvis klimakrisen skyller en lille østat af kortet – eller gør et helt afrikansk land til ørken.

Verden har stadig brug for et kæmpe spring på klimaambitioner.

Den røde linje, vi ikke må krydse, er den linje, der bringer vores planet over temperaturgrænsen på 1.5 grader.

For at have et håb om at holde til 1.5 er vi nødt til at investere massivt i vedvarende energi og stoppe vores afhængighed af fossile brændstoffer.

Vi skal undgå en energikamp, ​​hvor udviklingslandene slutter sidst – som de gjorde i kapløbet om COVID-19-vacciner.

At fordoble fossile brændstoffer er dobbelte problemer.

Partnerskaberne om retfærdig energiomstilling er vigtige veje til at fremskynde udfasningen af ​​kul og opskalering af vedvarende energi.

Men vi har brug for meget mere. Det er derfor, jeg presser så hårdt på for en klimasolidaritetspagt.

En pagt, hvor alle lande gør en ekstra indsats for at reducere emissionerne i dette årti i overensstemmelse med 1.5-gradersmålet.

Og en pagt om at mobilisere – sammen med internationale finansielle institutioner og den private sektor – finansiel og teknisk støtte til store vækstøkonomier for at fremskynde deres overgang til vedvarende energi.

Dette er vigtigt for at holde grænsen på 1.5 grader inden for rækkevidde – og for at alle kan spille deres rolle.

COP27 afsluttes med mange lektier og lidt tid.

Vi er allerede halvvejs mellem Paris-klimaaftalen og 2030-deadline.

Vi har brug for alle hænder på dækket for at drive retfærdighed og ambitioner.

Dette inkluderer også ambitioner om at afslutte den selvmordskrig mod naturen, der giver næring til klimakrisen, driver arter til udryddelse og ødelægger økosystemer.

Næste måneds FN's biodiversitetskonference er tidspunktet til at vedtage en ambitiøs global biodiversitetsramme for det næste årti, der trækker fra kraften i naturbaserede løsninger og de oprindelige samfunds kritiske rolle.

Endelig kræver retfærdighed og ambition civilsamfundets afgørende stemme.

Den mest vitale energikilde i verden er folks magt.

Derfor er det så vigtigt at forstå menneskerettighedsdimensionen i klimaindsatsen.

Klimafortalere - ledet af unge menneskers moralske stemme - har holdt dagsordenen i gang gennem de mørkeste dage.

De skal beskyttes.

Til dem alle siger jeg, at vi deler jeres frustration. Men vi har brug for dig nu mere end nogensinde.

I modsætning til historierne fra Sinai-halvøen kan vi ikke vente på et mirakel fra en bjergtop.

Det vil tage hver eneste af os at kæmpe i skyttegravene hver eneste dag.

Lad os sammen ikke give efter i kampen for klimaretfærdighed og klimaambition.

Vi kan og skal vinde denne kamp for vores liv.

Læs hele historien her ...