Vil Italiens post-Renzi-regering ledes af en teknokrat?

Allerede før Matteo Renzi havde mistet sin forfatningsmæssige folkeafstemning, hævdede medier rundt om i verden, at en 'regering af teknokrater' var den mest sandsynlige mulighed for at følge Renzi i tilfælde af valg nederlag. På baggrund af deres analyse af alle teknokratiske regeringer, der er udpeget i 30 europæiske demokratier efter 1977, skønner Christopher Wratil og Giulia Pastorella en forholdsvis lav sandsynlighed for 12-18% for den næste italienske administration, der skal ledes af en teknokrat. En teknokratisk regering er derfor bestemt mulig, men ikke så sandsynlig, som antydet af medierne.

På 24^th i november, næsten to uger før Italiens forfatningsmæssige folkeafstemning, The Economist bad åbent italienerne om at stemme 'nej' i folkeafstemningen for at 'cobble sammen en teknokratisk viceværtregering' - en administration, der i vid udstrækning er sammensat og ledet af ikke-partisanske individer med enten erhvervsmæssig eller offentlig sektor erfaring. Efter folkeafstemningen og Renzis nederlag er globale nyhedssteder fyldt med ideen om en 'teknokratisk regering', og mange hævder, at det er den mest sandsynlige mulighed for den næste italienske regering (f.eks. FT, NYT). Men overvejer det virkelig sandsynligt, hvad vi ved om udnævnelsen af ​​teknokratiske regeringer generelt?

Her trækker vi på forskning, som vi for nylig har foretaget, hvor vi undersøger de faktorer, der fører til udnævnelsen af ​​sådanne regeringer. En regering kan kaldes teknokratledet, hvis premierministeren ikke er medlem af noget politisk parti, og heller ikke hun / han har fungeret som noget politisk parti før. Mario Monti, den tidligere italienske premierminister, opfyldte disse kriterier og førte Italiens sidste teknokratiske regering fra 2011 til 2013 - midt i eurokrisen. Faktisk argumenterer vi for, at teknokratledede regeringer er et meget sjældent fænomen, der kun forekommer i tider med alvorlige politiske og økonomiske kriser, når partier er villige til at indrømme frynserne på premierministerens kontor for at undgå at blive ansvarlige, bebrejdet og valgmuligheder sanktioneret for smertefulde reformer og politisk rod. Analyse af mere end 400-regeringer, der blev udnævnt i hele 30 europæiske demokratier siden 1977, viser vi, at sandsynligheden for, at teknokratledede regeringer er stærkt forudsagt af økonomiske recession tidligere politiske skandaler, og til en vis grad af tidligere erfaring med teknokratiske regeringer. Derudover er teknokratiske regeringer mere sandsynlige efter kabinetopløsning i lovperioden end efter en dødvande i regeringsdannelsen efter 'friske' valg.

Hvor sandsynligt er det så, at den italienske præsident Sergio Mattarella udnævner en teknokrat til den næste italienske premierminister? Lad os først overveje politiske skandaler. Italien har ikke oplevet nogen større politisk skandale under Renzis administration. Dette gælder især, når man sammenligner Renzis periode med 1990'erne, da to andre teknokratledede regeringer blev udnævnt i Italien, Ciampi og Dini. I dagene af “Bribesville” (Mani Pulite), Italiensk politik var et synonym for skandale. På den anden side i betragtning af økonomien er Italien helt klart i svære tider med -0.3 procent real BNP-fald i 2014 og blot 0.8 procent vækst i 2015. Faktisk stagnerer Italiens økonomi i bedste fald, hvis ikke i en recession. En anden faktor, der øger sandsynligheden for en teknokratisk regering, er det faktum, at kun to partisanske regeringer (Lettas og Renzis) ligger mellem Montis regering og den potentielle nye regering. Empirisk viser vores data, at teknokratiske regeringer har en tendens til at følge hinanden nøje i tide.

I alt giver vores statistiske model, der er kalibreret over perioden 1977 til 2013, den nye italienske regering mellem 12-18% forudsagt sandsynlighed for at blive teknokratledet, afhængigt af hvor alvorlig man vurderer den økonomiske situation til at være. Derudover, hvis vi står for usikkerhed i vores forudsigelse, kan en teknokratisk regering være lige så sandsynlig som 30%. Figur 1 viser for alle italienske 30 skabe siden 1977, hvor sandsynligt teknokratiske regeringer var i henhold til vores model. Dette illustrerer, at det er omtrent lige så sandsynligt, at Renzi vil blive fulgt af en teknokrat, som det var tilbage i 1993, at Amato I skulle efterfølges af en teknokrat, der - selvom det er usandsynligt - faktisk skete med Ciampi (der havde en sandsynlighed for ca. 13% for at være teknokrat). I øvrigt fulgte Ciampis udnævnelse ligeledes efter en folkeafstemning, der på samme måde som den, der var tale om, tydeligt viste flertalets vilje mod den regerende politiske elite.