Som eufori fra sidste år Habitat III konference om bæredygtig urbanisering spredning og globale opmærksomhed henvender sig til andre presserende anliggender, det er presserende, at bysamfundene - af politik, praksis og forskning - ikke mister fart og beskeder om, at byer er vigtige for en bæredygtig fremtid.
Der er dog farlige tegn på, at grundlæggende for støtte til byer i global beslutningsproces allerede kan stoppe. For eksempel er der stadig ingen konsensus om grænsefladen mellem Bæredygtige udviklingsmål (SDGs) og andre multilaterale aftaler om byer og territoriale systemer, herunder New Urban Agenda der blev godkendt på Habitat III.
[the_ad id = "11018 ″]Ligeledes har vi stadig ikke et etableret ”videnskabspolitisk interface”, der giver en formel platform for byforskere til at engagere sig i formelle politiske processer som dem andre steder i De Forenede Nationer. For eksempel har klimasamfundet et mellemstatspanel for klimaændringer (IPCC), biodiversitet har sin analoge (IPBES), og centrale tværfaglige U. N. temaer som vand eller energi har endda deres egne linchpin-organer (UN-Vand og UN-Energi).
Hvad disse strukturer tillader i forskellige former er en formel rolle for videnskaben og grænsefladen med politik, der skaber en kanal for videnskabelig viden i multilaterale anliggender. Tværtimod mangler byer ikke kun et klart globalt agentur, men også enhver dedikeret mekanisme til at engagere De Forenede Nationer.