Denne førstepersonshistorie afslører, hvordan John Podesta (medlem, Trilateral Commission og klimaforandringsforkæmper) fik en professor til at blive fjernet som forfatter fra en større publikation. Var det ikke for Wikileaks at frigive mængder af Podestas e-mails, ville vi aldrig have vidst, at det var ham bag det underhåndede angreb. ⁃ TN Editor
Meget til min overraskelse dukkede jeg op i WikiLeaks-udgivelserne før valget. I en 2014-e-mail tog en medarbejder ved Center for American Progress, grundlagt af John Podesta i 2003, æren for en kampagne for at få mig fjernet som forfatter til Nate Silvers FiveThirtyEight-websted. I e-mailen prangede redaktøren af tænketankens klimablog til en af dens milliardær-donorer, Tom Steyer: "Jeg synes, det er fair [at] sige, at uden Klimafremdrift, ville Pielke stadig skrive om klimaforandringer til 538."
WikiLeaks giver et vindue ind i en verden, jeg har set tæt på i årtier: debatten om, hvad man skal gøre ved klimaændringer, og videnskabens rolle i dette argument. Selvom det er for tidligt at fortælle, hvordan Trump-administrationen vil engagere det videnskabelige samfund, viser min lange erfaring, hvad der kan ske, når politikere og medier vender sig mod ubekvem forskning - hvilket vi har set under republikanske og demokratiske præsidenter.
Jeg forstår, hvorfor Mr. Podesta - senest Hillary Clintons kampagneformand - ønskede at fjerne mig ud af klimaforhandlingerne. Når det viser sig at være vanskeligt at modvirke en akademisk undersøgelse, er andre teknikker nødvendige for at forvise den. Sådan fungerer politik undertiden, og professorer er nødt til at forstå dette, hvis vi vil deltage i den arena.
Mere bekymrende er, i hvilken grad journalister og andre akademikere tilsluttede mig kampagnen. Hvilket ansvar har forskere og medier for at forsvare evnen til at dele forskning på ethvert emne, der kan være upraktisk for politiske interesser - også vores egen?
Jeg mener, at klimaændringer er reelle, og at menneskelige emissioner af drivhusgasser risikerer at retfærdiggøre handlinger, herunder en kulstofafgift. Men min forskning førte mig til en konklusion, som mange klimakampagnører synes uacceptable: Der er ringe beviser for, at orkaner, oversvømmelser, tornadoer eller tørke er blevet hyppigere eller intensere i USA eller globalt. Faktisk er vi i en æra med held, når det kommer til ekstrem vejr. Dette er et emne, jeg har studeret og offentliggjort så meget som nogen over to årtier. Min konklusion kan være forkert, men jeg tror, at jeg har fortjent retten til at dele denne forskning uden risiko for min karriere.
