TN Bemærk: Denne artikel blev indsendt af London School of Economics, som ikke er nogen fjende for den globale elite. Alle i Europa ved allerede, hvad hun indrømmer her: Europa ledes af teknokrater, som jeg vil tilføje, Den Europæiske Union ville ikke eksistere i første omgang, hvis det ikke var for den vedvarende planlægning og gennemførelse af medlemmer af den trilaterale kommission. Få linket her: Trilateral Commission -> Technocracy / Technocrats -> European Union. Se også Harvard Political Review's artikel, Europa: Mellem teknokrati og demokrati.
Den Europæiske Unions demokratiske underskud nåede nye dimensioner i kølvandet på den politiske og finansielle krise 2008. Medlemsstaternes øjeblikkelige afhængighed af mellemstatslige metoder i krisestyring, faldende solidaritet mellem regeringer og også delvist mellem folket i kreditor- og debitorlandene og manglen på nogen meningsfuld rolle for Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i styringen af det økonomiske og Den Monetære Union har samlet bidraget til borgernes grundlæggende mistillid til det europæiske økonomiske og politiske system. Borgere stoler i stigende grad på mekanismer uden for det konventionelle politiske system for at give udtryk for deres mistillid, hvilket afspejles i stigende hashtag-aktivisme og væksten af en protesterende kultur.
Unionens demokratiske underskud var meget drøftet før krisen. Som et atypisk politisk system, der befinder sig et sted mellem en international organisation og en føderal stat, opfylder Unionen ikke kriterierne for et liberalt demokrati. Kort sagt skyldes det, at det i mangel af en direkte valgt institution med den ultimative lovgivende magt (som nationale parlamenter) og en udøvende myndighed, der er ansvarlig for den lovgivende myndighed (som de nationale regeringer), er det utroligt vanskeligt for europæiske borgere at få indflydelse om beslutninger truffet i Bruxelles gennem afstemningen.
Unionen tilfredsstiller heller ikke den republikanske demokratimodel, der ser demokrati som en kollektiv beslutningsproces, der udøves af et demos (et tæt harmonisk samfund) for at nå det fælles gode. Nogle hævder, at Europa har flere demoer snarere end et enkelt. Under alle omstændigheder gør Unionens forskellige borgerskab det vanskeligt for borgerne at kommunikere med hinanden på en fælles politisk sfære.
Fejlsætningen af input-output og demokrati-effektivitet opdeles
Før krisen blev Unionens demokratiproblemer delvis antaget bort i lyset af input-output-legitimitetsmodellen. Tilhængere af denne model benægtede ikke, at Den Europæiske Union led af lave borgeres 'input' til sin beslutningsproces. Men de argumenterede for, at Unionen delvis takket være sin teknokratiske og ekspertiseringsdrevne beslutningsproces skabte et indre marked og lovgivningsmæssige politikker, der er i borgernes interesse. I henhold til dette perspektiv tilskrev dette 'output' legitimitet til EU's regeringsførelse. Den outputbaserede forståelse af demokrati var stort set inspireret af New Public Management og de europæiske lovgivningsmæssige teorier, der opfatter de demokratiske kvaliteter ved beslutningstagning og effektiviteten af politikkerne som helt adskilte.
Den politiske udvikling efter den finansielle krise og borgernes stigende vokale holdning til det økonomiske og politiske system kræver et grundlæggende skift i, hvordan vi opfatter og taler om Unionens demokratiske underskud. For det første, i betragtning af den stigende velfærdskløft og ulighed mellem forskellige europæiske lande og forskellige klasser af borgere, kan utilstrækkelig borgerdeltagelse i beslutningstagning ikke undskyldes med løftet om økonomisk velfærd. Med andre ord kan Unionens 'underskud på input-legitimitet' ikke længere retfærdiggøres med løftet om 'output-legitimitet'. Som Beetham med kraft argumenterede for, er det aldrig en god ide for et politisk system at bygge sit forhold til borgere udelukkende på løftet om ydeevne, fordi dette ville forlade forholdet sårbart for en krise, når den lovede præstation ikke kan leveres.
wpDiscuz