TN Bemærk: Denne artikel konkluderer, at FN står over for modstand, hvis den påtager sig en central rolle, og kaos, hvis den vælger at decentralisere i stedet. Den eneste løsning, der tilbydes her, er, at "vi stadig hurtigst muligt har brug for en international pris på kulstof og andre drivhusgasser." Med hensyn til historisk teknokrati vil dette føre direkte ind i et energikreditsystem, der "ligeligt" distribuerer ressourcer rundt om i verden.
I december kan forhandlinger i Paris, der involverer mere end 200-lande, resultere i en ny aftale, der sigter mod at reducere CO2-emissioner. I månederne op til konferencen udgiver The Economist gæstekolonner af eksperter på de involverede økonomiske spørgsmål. Her argumenterer Thomas Sterner fra Univesity of Gothenburg for, at lande, der deltager i Paris-forhandlingerne, skal være mere ambitiøse end de hidtil har gjort.
Da verdensledere gik til klimakonferencen i København i 2009, var det med en følelse af stor optimisme, at det kunne resultere i en meningsfuld fremgang mod globale klima- og udviklingsmål. Disse ambitioner viste sig hurtigt urealistiske. Men stemningen ser ud til at have bevæget sig for langt i den anden retning. Efterhånden som klimakonferencen, der planlægges at finde sted i december i Paris, nærmer sig, er de mål, der er sat for konferencen, alt for beskedne snarere end for ambitiøse.
Husk billedet med Angela Merkel, Tysklands kansler, og Barack Obama, Amerikas præsident, der ser ret tabte ud. Skuffelsen kendte ingen grænser, men skyldtes hovedsageligt urealistiske ambitioner. Denne gang er skuffelsen måske mindre: ingen forventer virkelig, at COP21 i Paris løser hele klimaændringsproblemet.
I dag bekymrer jeg mig om det modsatte: vi sigter mod for lidt. Tiden løber ud. Handling er presserende, men forhandlingerne bevæger sig i frustrerende snegletempo. Vi kunne med temmelig begrænsede omkostninger løse problemerne. Udsigten er stadig dyster. Økonomer fortsætter med at gentage: alt hvad du behøver er en pris på kulstof. Dette er sandt i en snæver forstand: havde der - af en eller anden (peak-olie eller anden) magi, havde der været en høj pris på kulstof, ville verdensøkonomien bare tilpasse sig, og vi ville næppe mærke til - ligesom vi har "tilpasset" os dyrt guld og titanium.
Problemet ligger i, hvordan man designer de institutioner og instrumenter, der skaber den høje pris, når markedet ikke gør det. Tilskud skal fjernes, fossile brændstoffer beskattes (eller udsættes for tilladelse til handel), og alle lande er nødt til at blive enige om detaljerne på en måde, som alle finder ”retfærdige”. I København håbede folk på en traktat, der holdt opvarmningen under to grader og en aftale, der var generøs med at give fattige lande mere af den resterende plads.
wpDiscuz